Byggeriet

Nordens Søpark består af seks boligblokke og et fælleshus, som alle er smukt beliggende på Lysalleen tæt på Trekronersøen. Byggeriet er opført af AKF Koncernen i perioden 2017-2019 og er tegnet af arkitektfirmaet Danielsen Architecture.

Nordens Søpark ligger på en skrånende grund som en vifte med inspirerende og varierende grønne rum for beboerne. Arkitekten har prioriteret tæthed, nærhed og fællesskab for at bevare og dyrke det bedste fra byen. Lysalleen fungerer som fordelingsvej og afgrænser området mod syd. Mod nord ligger skovbæltet, og mod øst ligger søen.

Nordens Søpark består af i alt 123 ejerlejligheder samt et fælleshus, som indeholder to festlokaler og et erhvervslejemål.

Bæredygtighed

Der er tænkt bæredygtighed ind i byggeriet. Ejerforeningen ejer og driver solcelleanlæg på tre af boligblokkene, og strømmen herfra går blandt andet til den udvendige belysning på fællesarealerne. Desuden sker der lokal afledning af regnvand. Tagvandet fra en stor del af bygningerne ledes til grønne grøfter i den nordlige del af grunden, hvorfra vandet forsinkes i små bassiner, inden det løber ud i søen. Ved større skybrud ledes regnvand fra p-pladserne også til grøfterne – på den måde aflastes det offentlige regnvandssystem og risikoen for vandskader minimeres.

Kunst

Kunsten på fællesarealerne er skabt af kunstneren Mette Winckelmann. Hendes værker er udviklet og installeret i tæt samarbejde med arkitekten og bygherren bag byggeriet. Med afsæt i Trekroners status som ’nyfødt’ bydel bruger kunstneren efter eget udsagn de stoffer, vi alle er skabt af som afsæt for en tematisering af liv, udvikling og fællesskab. Det sker som en række nedslag i bebyggelsen, hvor cirkulære former, funktioner og elementer forbinder det nære fællesskab med det store, kosmiske fællesskab. Det er tanken, at den tætte integration med kunstnerens idéer og værker skal sætte sit præg på Nordens Søpark og give det sin helt egen karakter.

Beplantning

Beplantningen er tilrettelagt af Danielsen Urban Landscabe. Det har haft fokus på at skabe by- og landskabsrum, som giver brugerne både værdi og oplevelse. Du kan finde en oversigt over beplantningen her: https://drive.google.com/drive/u/1/folders/1qYJa8LVHnqp5c7ShAxXWXE2I8iYYx52c

Galleri
Du kan billeder og videoer fra Nordens Søpark her: [her kommer link til en mappe med billeder og video på vores google drev]